Det gode vejr er for alvor rigtig ved at ankomme, hvilket betyder sommer haircut! Dog var det ikke mig, som måtte en tur forbi en frisør, men Jesper… som efterhånden også trængte til at få klippet den hjelm. Jeg har egentlig altid gået meget op i hår og har før i tiden haft en sej kamp om at få det langt. I mine teenageår stod mit glattejern nærmest altid tændt, hvilket resulterede i slidte spidser. I dag vokser mit hår som ukrudt og den eneste opskrift på det er tålmodighed, faste klipninger og pleje i form af gode produkter.

Gennem de sidste 10 år, har jeg brugt den samme frisør, da det for mig handler meget om tryghed. Et par flytninger gennem de sidste år har dog resulteret i, at jeg har været nødsaget til at afprøve nye steder på godt og og ondt. Jeg ser ofte opslag omkring mangel på viden omkrig valg af frisør i Paris og har derfor fundet to anbefalelsesværdige forslag til forskellige målgrupper.

Les Maîtres Barbiers Perruquiers – Den autentiske frisør / barbersalon 

Det var faktisk ved et tilfælde, at vi kom forbi denne inspirerende og hyggelige lille frisør / barbersalon. Selve facaden er ikke så opsigtsvækkende. Men så snart du træder indenfor, bliver du mødt af et råt men hyggeligt og autentisk lokale, hvor jazz og rock fra den gamle skole fylder rummet. Stedet er indrettet på en meget troværdig, moderne og alligevel sofistikeret måde, som gør selve oplevelsen speciel.

Da vi kom helt uanmeldt, måtte vi vente i et kvarter. Dette var dog det mindste problem, da vi med det samme blev tilbudt friskbrygget kaffe eller en whisky. Der er ingen tvivl om, at salonen kun er tiltænkt mænd, men jeg er alligevel meget imponeret over valget af de industrielle barberstole, for ej at forglemme den dygtige barbers ekspertise og åbenhed.

Det er altid lidt angstprovokerende at være vidne til deres metoder med maskinen, særligt når vores kendskaber til et franske sprog er begrænset. Jeg må dog give den grundige barber de bedste anbefalinger, da han ramte det ønskede 30’er look meget godt.

En vaskeægte herretur

Ikke nok med at resultatet blev rigtig fint, så er prisen altså heller ikke noget der skræmmer en væk. 24€ for klip og vask. Skal gutterne på tur, vil jeg derfor anbefale jer at kigge forbi salonen og få ordnet håret eller skægget, mens I nyder stemningen, en whisky og de lækre toner fra højtalerne. Bor du ikke i nærheden af det 11. arrondissement, så er stedet også indehaver af 3 andre barbersaloner fordelt rundt omkring i Paris.

Du kan læse mere om salonerne på deres hjemmeside.

Adresse:
67 rue de la Folie-Méricourt,
75011, Paris.
Métro Oberkampf

 

Nicolas Waldorf – Den inspirerende frisørsalon

Denne nyere salon har en god historie og en anderkendt stifter. Målet med salonen er, at kunderne skal føle sig hjemme, så snart de træder ind af døren. Her må man sige, at de lever op til sit løfte. Salonen er bestemt ikke indrettet som vi kender de fleste klassiske frisørsaloner. Stedet emmer af kreativitet og hygge men med en lethed og en moderne indretning. På væggene udstilles der kunst af parisiske kunstnere, som finder inspiration i kroppen, skønhed og mode. Den skræve indretning med særlige fund, er med til at færdiggøre det stærke streetudtryk. Er du i god tid, så kan du roligt slå dig ned i den bløde sofa ved indgangen. Her vil du blive mødt af et større udvalg af bøger. Du har endda mulighed for at tage bogen med hjem i bytte for et par euro, som efterfølgende vil blive doneret til velvære for kræftpatienter.

Er du som os, en der gerne betaler lidt ekstra for en god service? Så er denne frisørsalon et rigtig godt bud. Her får du både tilbudt frisk skåret frugt eller varm suppe om vinteren. Derudover er du i gode hænder blandt et inspirerende team. Prisen ligger i den lidt dyre ende og lyder på ca. 45-60€ for en dameklipning, plejning m.m. Men at tage oplevelsen og kvaliteten i betragning, så er priserne  fair og meget lig de danske. Selvom salonen ligger i en af de små sidegader, så er det en rigtig god ide at bestille tid på forhånd – fandt vi ud af.

Har du lyst til at se mere om stedet, så poster salonen inspirerende billeder af deres arbejde på deres Instagramprofil her. Du kan læse mere om åbningstider og priser på deres hjemmeside.

Adresse:
48 Rue de la Folie Méricourt
75011 Paris