Så er det igen tid til et lille opslag på bloggen og denne gang et af de mere personlige. Mange spørg hvordan vi går og har det? Og vi kan bestemt ikke klage. Som hos de fleste, er der gået hverdag i den. Inden man når at få set sig om, så er endnu en uge gået. Det vildeste må være, at jeg siden sidste personlige indlæg, er rundet de 24 år. Det er slet ikke til at forstå, at vi efterhånden har boet hernede i en del måneder nu. Dagene går med en masse sport, computerarbejde, undervisning og så er vi så småt begyndt at få ideer til fremtiden.

Selvom jeg er en kæmpe december-fan, så er marts typisk den mest spændende måned for os. Jesper har en kontrakt, som hedder 1+1. Så hvor vi er at finde om 4-5 måneder, ja det ved vi ikke selv endnu.

Fremtiden banker på døren

Herhjemme er det dog vigtig for os at leve i nuet. Vi nyder en dag af gangen i stedet for at tænke på fremtiden. Men som de fleste kvinder (der er samlevende med en sportsmand) ved, så er fremtiden noget man hele tiden må tage stilling til. Det er både charmen og ulempen ved sportens verden. Men vi ser det som en mulighed for at opleve en masse. Og her skader det aldrig at drømme.

Jeg indrømmer dog blankt, at det kan sætte mig i svære situationer. Det begrænser fx mine jobmuligheder. Hvem vil ansætte en, som ikke ved om hun er bosat på den anden siden af jorden om 3-5 måneder. En uddannelse kan kræve lange pendlerture, da det måske ikke er muligt at bosætte sig i sin studieby, som så mange andre vælger.  At sige hej og farvel til nye bekendskaber, da vi skifter by som andre skifter sokker. (Okay, forhåbentlig gør I det oftere).

Jeg har før måtte lægge øre til, hvorfor jeg i alverden vil sætte mit eget liv på standby i disse situationer? Men det må jeg knytte en kommentar til: Mit liv er ikke på standby. Tværtimod er jeg dybt taknemmelig over at få muligheden for, at få en masse oplevelser her i livet med min kæreste. Oplevelser som mange andre ikke har. Rejser som vi kan tage med i rygsækken resten af livet! Jeg vil klart anbefale alle at rykke teltpælene op, hvis de har muligheden for det. Vores beslutninger er altid fælles. Jeg har stadig høje ambitioner for mig selv, som jeg er sikker på at få indfriet en dag.

Voks med udfordringerne

Det skal dog heller ikke lyde forkælet eller så simpelt, for hvor møder vi også mange andre udfordringer på vores vej med sådan en rejse. Selvom jeg ikke vil beskrive mig selv som en tryghedsnarkoman, så knytter jeg mig alligevel meget til folk. Vores tid i Aarhus var fremragende og jeg lærte simpelthen så mange fantastiske mennesker at kende gennem håndbold,  studie og arbejde. En tid der for mig også har været svær at sige på gensyn til. Jeg tog da også mig selv i at knibe mig i armen, da jeg i vinters var på juleferie og gik gennem Jægergårdsgade i vores gamle kvarter.

Hernede er udfordringen en helt anden. Selvom vi får meget hjælp på vores vej, så er det svært at komme ind på livet af folk hernede. Om ikke andet, så tager det i hvert fald længere tid. Jeg kan hermed også bekræfte, at udsagnet om at franskmænd er for stolte til at vil snakke engelsk, er en kæmpe skrønne! Dem der ikke snakker engelsk, kan virkelig bare ikke finde ud af det.

Jeg har den dybeste respekt for dem som kan snakke fransk. Hold nu op, hvor er det svært. 2 gange ugentligt går vi til undervisning på et intens hold, hvilket er de fedeste timer i min uge. Jeg elsker følelsen af at lære. Men samtidig får jeg også lyst til at gemme mig under bordet, når jeg får min rettede test tilbage med røde streger over det hele. I fødselsdagsgave fik jeg af håndboldpigerne denne søde bog kaldet “Les Gros mots”, som er en bandebog på fransk. Så nu er der ingen undskyldning i omklædningsrummet.

Man finder dog også ud af, at man kan komme langt på charme, positivitet og lyst hår. (særligt hos den lokale frugtmand). Og så længe vi kan bestille et glas rødvin og købe en baguette hos bageren, så går det hele jo nok.

At vove er at miste fodfæstet for en stund, hvilket jeg tror er sundt. Hvad fremtiden bringer må den næste måned vise. Indtil da nyder vi hver en dag. Jeg er sikker på, at alle steder i verden har sin charme. Det handler blot om, at finde ud af at værdsætte den!

Rigtig god tirsdag.

// S