À bientôt Paris

Ja du læste rigtigt. Som de fleste ved, så har Jesper skrevet en 2-årig kontrakt med Aalborg Håndbold. Dette betyder altså, at vi igen må rykke teltpælene op og skifte Paris ud med Nordens Paris. Det er en meget ambivalent følelse vi sidder med i disse dage. Allermest fordi det så småt er ved at gå op for os, at vi må vinke farvel til det hele MEGET snart. Samtidig glæder vi os også enormt meget til vores næste kapitel i Nordjylland omgivet af de skønneste mennesker!

Paris, vi elsker dig

Hvis du for 8 måneder siden havde sagt til mig, at vi skulle tilbage til Danmark efter et år, så havde jeg ikke haft svært ved at pakke kufferten uden de store overvejelser. Konstante udfordringer, nye indtryk og det faktum at vi er alene i et fremmet land har været noget af en mundfuld. Jeg savnede VIRKELIG at kunne udtrykke mig og vise hvem jeg er som person. For jeg er meget mere end hende den smilende pige fra det kolde nord. Men nu hvor vi står overfor det, er situationen en HELT anden. Udover at vi bor et stenkast fra den smukkeste by, så har vi også mødt de mest imødekommende og søde mennesker, som er kommet tæt ind på livet af os.

Jeg har fået mig en fransk familie, som jeg bruger mange timer med i ugens løb. Men også et bekendskab til den mest betænksomme fransklærer, som har båret over med vores umådelige dårlige franske accent og til tider opgivende frustrationer. Et land hvor solen skinner, en kultur med en “laid back attitude”, hvor gluten og kalorie ikke er så skide farlige. (Ja, det er vist meget godt badevægten gik i stykker under sidste flytning!!) Derudover har det som det hele handler om, nemlig håndboldeventyret været udover alle forventninger. Der er ingen tvivl om at vi kommer til at savne det. Det er ikke helt sikkert ikke sidste gang vi har boet i udlandet!

Nordens Paris og en ny uddannelse

Heldigvis er det ikke første gang Jesper spiller i den røde Aalborg trøje. Dette giver en del ro i maven. Ikke nok med at klubben vandt det danske mesterskab i år, så er det også nogle gode mennesker der er i og omkring klubben. Derudover har vi fundet os en skøn lejlighed i hjertet af Aalborg pr. 1/7, hvor en tøjvask ikke koster 35 kr, sofaen ikke er blå, planterne ikke er af plastik, rengøringsdamen ikke vækker dig kl.08.00 og den første du møder om morgenen med morgenhår på vej ned til bageren ikke er den overfriske kvinde i lobbyen. Med andre ord – et hjem som er vores eget!

Som en ekstra bonus er jeg blevet optaget på BA top-up i Branding & Marketing Management, hvilket jeg ser frem til at starte på. Jeg jeg har en plan om at læse fransk på aftenskolen. Så hvis der tilfældigvis er nogle af jer der kender et godt sted i Aalborg eller har lyst til at tage med? Så er I meget velkomne til sende mig en besked.

 

Da jeg stadig har en masse erfaringer og ting på hjertet, som jeg ikke har nået at få delt, vil bloggen fremover være aldeles aktiv. Jeg er vel stadigvæk en Parisian 😉

Livet er en ensrettet gade. – Jeg er dog sikker på jeg hurtigt kan finde en smutvej tilbage. Det bliver derfor heller ikke et farvel men et “à bientôt France”.

Danmark, vi ses om et par dage!

// Sascha

Nordens paris